Nu er det tid til at blive konservativ igen

Mit synspunkt er, at det danske samfund har udviklet sig til et rigt og frit samfund ved samspil mellem et nogenlunde lige stort socialdemokrati, et liberalt venstre og et konservativt parti. Den konservative stemme er for lav i øjeblikket og har dermed svært ved at udøve sin mission. Deraf dette indlæg!

Konservatismen har ikke et endemål og er mere et værdisæt end en ideologi, den er balancen mellem socialisme og liberalisme. Ikke et gennemsnit. Den er bevidstheden om, at noget er fælles og skal styres fælles, men også, at noget er individuelt, og at det skal overlades til individet. Konservatismen ved, at der er noget fælles, det er værd at passe på – kulturelle værdier og institutioner, men også at der er en individualitet, som har værdi. Der er forskel på rigtigt og forkert og på godt og ondt. Konservatismen er en kontrakt mellem fortid og fremtid og mellem de døde, de levende og de ufødte.

En konservativ nærer en dyb frygt for både højre- og venstreradikale og for økologi- og miljøfanatikere, som er knyttet mere til deres ideologi end til almindelige menneskers hverdagsbekymringer.

Det danske samfund har siden 1980’erne været præget af en tænkning, som mener, at mennesker kun er drevet af egenmaksimering – man gør alt for at få mest muligt uden hensyn til andre. Og at man giver sig selv lov til at udøve det, ja man praler nærmest med det! Det er, som om man tror, at alt kan købes, og at fælles værdier ikke spiller nogen rolle, med mindre det kan betale sig selv.

Det modsatte – statsdiktaturerne – er ikke tæt på lige nu, men tankegangen står i fuldt flor. Trangen til at fastholde folk i ”den rigtige” norm er omsiggribende. Det er opfordringer til angiveri af naboer og familie på rene formodninger i forhold til socialt bedrageri, det er registrering af mennesker på mere eller mindre livstid for selv små forbrydelser og overvågning af pladser og privatliv. Ren stasi-tankegang.

Det er de to yderpunkter, konservative er bange for. Der er brugbare elementer på begge sider, men begge ”grøfter” er uden menneskelighed, uden ansvar og uden dannelse.

Konservative tænker ikke i minimalstater og maksimal individuel fritstilling, men heller ikke i omklamring og sindelagskontrol, men i sammenhæng, ansvar og fællesskab.

En ægte konservativ lader sig ikke dupere af modefænomener som udlicitering og udfordringsret og bryder sig ikke om, at fælles kulturinstitutioner stykkes op i småbidder, som sælges til højstbydende, som vi har set det med DSB, TDC og DONG. Men en konservativ bryder sig heller ikke om den anden grøft, hvor staten vil bestemme, hvad man skal spise og drikke, hvordan andres børn skal opdrages og indførelse af kønskvoter. Konservative er skeptiske overfor ismerne i en verden, hvor politiske dogmer har kostet dyrt, og hvor religiøse dogmer kan komme til at koste endnu mere.

Som konservativ er man optaget af ting, der ikke kan tælles i penge, og man er optaget af, at vi må stille et loyalitets- og solidaritetskrav til os selv som personer og samfund – og selvfølgelig til dem, der kommer hertil, for nu at nævne det.

Tanken om ”noget for noget” er dybt ukonservativ. Enhver skal klare sig selv, så godt han kan, men når det af en eller anden grund mislykkes. så skal fællesskabet træde til – også selvom man ikke nødvendigvis har gjort sig fortjent til det.

På retsområdet er der også en bølge i gang, hvor borgerlige politikere ikke kan få straffene lange nok. Forbryderne skal straffes, men de skal ikke gøres til monstre. Vi må og skal omfatte også dem, der træder ved siden af, med empati – ellers gør vi os selv til monstre.

I hæsblæsende og stakåndet uovervejethed vælter skolereformer, efterlønsændringer, arbejdsmarkedsreformer, mediereformer, politireformer og så videre ned over os. Om de faktisk opfylder deres formål, ved meget få, men de fleste mennesker føler sig mere og mere fortabte og rodløse. Den reformmani, vi ser i samfundet, er ikke efter konservativ smag. Man skal ikke lave noget om, uden man er ret sikker på, at det nye er bedre.

Jo mere vi er i en globaliseret verden, jo vigtigere bliver den konservative tanke om fællesskab og ansvar for ting, som ellers vil gå tabt – familien, børn, samfund, arbejde, skole og sprog – for at nævne nogle få.

Har vi konservative ikke selv været med til mange af de ting, der kritiseres ovenfor? Jo, masser. Vi har selv været med til at sælge ud af hovedstolen til overvågningssamfundet, til neoliberalistiske tanker, og vi har selv været alt for ivrige efter at få lagt alt for meget indflydelse til EU. Men det kendetegner også konservative, at vi ikke er skråsikre. Vi kan tale om tingene, diskutere dem og blive klogere.

Konservatisme er ikke et gennemsnit, men en balance.

Ivan Lilleng

Konservativ i Faxe.

(medlem af byrådet og formand for Teknisk udvalg)

 

Dette indlæg blev udgivet i Læserbrev. Bogmærk permalinket.